Dit nervesystem styrer din pengeadfærd

​Jeg har altid interesseret mig for økonomisk adfærd og vores forhold til penge. På trods af at jeg har en kandidatgrad i økonomi fra Københavns Universitet, så er der mange ting omkring penge og menneskelig adfærd, som jeg har undret mig over, og som min uddannelsen ikke har været i stand til at svare på. Jeg har især undret mig over, hvorfor jeg har haft så stærk en binding til penge, at jeg i nogle livssituationer har holdt så krampagtigt fast i dem. I de situationer har jeg ikke undt mig selv de mest nødvendige ting, eller givet mig selv lov til at nyde livet uden dårlig samvittighed.


Det var først, da jeg lærte om nervesystemet og traumer på min psykoterapeutuddannelse, at jeg begyndte at forstå min egen pengeadfærd. Jeg fik øje på, hvad der skete i mig, når min overbevisning om, at der ikke er penge nok, blev aktiveret. Overbevisningen triggede min frygt for ’ikke at overleve’ og kickstartede mit alarmberedskab i mit nervesystem. Der blev sat gang i en kaskade af katastrofetanker, jeg fik tunnelsyn og hele mit system var sat på overlevelsestilstand.

Rent kropsligt trak jeg kun vejret i brystkassen, jeg havde stærke spændinger i kæberne og i hals- og nakkeområdet. Jeg kan rent kropsligt huske, hvordan jeg har gået rundt med skuldrene trukket helt op til ørerne. Jeg husker flere nætter, hvor jeg pressede mine kæber så hårdt sammen, at jeg vågnede op med ømme kæber, spændingshovedpine og en meget træt krop morgenen efter. Når jeg var i den nervesystemstilstand, brugte jeg uendelig meget tid på at gennemgå mine budgetter og panisk analysere mine fremtidige pengestrømme. Den eneste tanke som blev med at rumstere i mit hoved var, hvor og hvordan jeg kunne spare og begrænse mit forbrug.

Når frygten virkelig fik sit grundige tag i mig, gik jeg i frystilstand og blev helt paralyseret. Det var fra denne tilstand, at jeg holdt krampagtigt fast i mine penge, og ikke undte mig de mest nødvendige ting i dagligdagen. På denne måde kunne jeg øge sandsynligheden for min overlevelse.

Lige siden jeg blev bevidst om mine reaktionsmønstre, har jeg arbejdet på at regulere mit nervesystem, så jeg kan rumme den overvældende frygt, som bliver trigget af min overbevisning om, ikke at have penge nok. Jeg er nået dertil i dag, hvor der går længere og længere tid imellem, at jeg mærker til frygten for ’ikke at overleve’. Lige pludselig så stikker den sit lille insisterende ansigt op og prikke lidt til mig. Men heldigvis ved jeg nu, hvordan jeg skal håndtere den prikken, og jeg formår at regulere mit nervesystem længe inden alarmberedskabet bliver sat i gang. Udover at jeg har fået et meget mere afslappet forhold til penge i dag, så er mine nakke- og kæbespændinger aftaget gevaldigt.

Og du min kære læser, hvordan lever din pengeadfærd i dit nervesystem?

Hvis du vil vide mere, så har jeg lavet en facebookgruppe, hvor jeg fortæller om vores forhold til penge og vores pengeadfærd. Over de næste par uger vil jeg præsentere de 8 finansielle arketyper. De finansielle arketyper, kan på en enkel og overskuelig måde hjælpe os med at forstå vores pengesyn og vores grundproblematikker omkring penge. Når præsentation er overstået, vil det være muligt teste hvilke finansielle arketyper, der præger dit liv - hvis du altså ikke har regnet det ud i mellemtiden.

Kom og vær med her 😊:
https://www.facebook.com/groups/3260629694152908

Har jeg fanget din interesse og har du brug for at høre mere?​

Så tilmeld dig mit nyhedsbrev her.​

Husk at tjekke dit spamfilter, når du skal bekræfte tilmeldingen til maillisten. 

Kontakt mig hvis du vil høre nærmere​!

Nogle felter er ikke udfyldt korrekt