Jeg hedder Eva Diana og er registreret psykoterapeut. Jeg er velbevandret i de økonomiske discipliner og har arbejdet professionelt med økonomi de sidste 30 år. Jeg har bl.a. arbejdet med revision, regnskab, bogføring, økonomistyring og skat, jeg har arbejdet med budgettering, controling samt økonomisk rådgivning. I dag arbejder jeg med at implementere planlægnings- og økonomistyringsværktøjer i virksomheder.
Jeg har altid interesseret mig for økonomisk adfærd og prøvet at forstå min egen og andre menneskers følelser og adfærd omkring penge. På trods af at jeg har en økonomisk kandidat fra Københavns Universitet, så er der mange ting omkring økonomi og menneskelig adfærd, som jeg har undret mig over, og som min uddannelse ikke har været i stand til at svare på.
Jeg har undret mig over, at jeg, der er så meget inde i økonomi og økonomisk tankegang, til tider har svært ved at overholde mine egne budgetter og få sparet op til de ting jeg ønsker mig. Til andre tider har jeg undret mig over, hvorfor jeg i nogle livssituationer holder så krampagtigt fast i mine penge, at jeg ikke under mig de mest nødvendige ting eller giver mig selv lov til at nyde livet lidt uden dårlig samvittighed. Eller hvordan kan det være, at der lever en angst i mig om, at der ikke er penge nok, og hvor kommer den angst egentlig fra?
Spørgsmål som ovenstående og en enorm nysgerrighed på at forstå min egen og andre menneskers adfærd omkring penge, har ført mig frem til at specialisere mig i pengeterapi indenfor det psykoterapeutiske felt.
Jeg har stor erfaring med at vejlede mennesker omkring deres privatøkonomi, og en del af min arbejdsproces er at gøre mennesker frie af de begrænsninger, som er et resultat af deres relation til penge.
Min mormor var min allerførste finansielterapeutiske "klient". Hun havde, på trods af at hun var en udearbejdende kvinde, levet i et ægteskab, hvor det var min morfar, der havde eneansvaret for deres fælles økonomi. Da min morfar døde, hjalp jeg min mormor med at få et overblik over sin økonomi og hjælpe hende til at tage ansvar for sin livssituation.
Min mormor gik fra at være total hjælpeløs og opgivende omkring penge til at udleve flere at de ønsker og drømme hun havde haft for sit liv. Bl.a. tog hun som knap 76-årig alene afsted i en måned for at besøge den amerikanske del af vores familien i USA. Et ønske, som hun ikke havde følt var muligt at udleve tidligere, fordi min morfars manglende engelskkundskaber blev opfattet som en begrænsende faktor.