Finansiel medafhængig

​Har du fællesøkonomi med én, du ikke bor sammen med? Oplever du, at det økonomiske hensyn til andre kommer før dine egne økonomiske behov? Hvis du er i tvivl om, hvad finansiel medafhængighed er, så læs Henriettes* historie, om at have en ”tvungen” fællesøkonomi med sit voksne udeboende barn.


*Disclaimer – dette er en fiktiv sammensmeltning af de samtaler, jeg har haft med forældre, der er finansielt medafhængige. Enhver lighed med levende personer er utilsigtet.


Henriette havde lige talt med sin 26-årige søn for sjette gang inden for de seneste to uger. Omdrejningspunktet for deres samtaler var altid det samme, nemlig at sønnen altid lige stod og manglede penge til et eller andet vigtigt.


Du ved godt mor” havde sønnen sagt, ”at når jeg har betalt for de faste udgifter, så har jeg ikke ret mange penge tilbage. Og det går ud over mit sociale liv, når jeg ikke kan være sammen med drengene”. Henriette havde lyst til at nævne overfor sønnen, at hun selv stod for betalingen af flere af hans faste udgifter, men havde ikke lyst til at sige det højt denne gang. Sidst emnet var kommet på banen, var sønnen blevet aldeles rasende og der havde været kold luft imellem dem i en længere periode. Henriette havde brudt isolationen ved at tilbyde sønnen at betale halvdelen af hans husleje for den næstkommende måned og for den skitur, han skulle på sammen med sine venner i vinterferien. Sønnen havde allernådigst taget imod hendes tilbud.


Sønnen havde henkastet nævnt, at mange af hans venner fik penge af deres forældre – ”mange flere penge end jeg selv får” havde han efterfølgende tilføjet. Henriette hørte godt den slet skjulte hentydning i sønnens ord og det gav et lille stik i hjertet. Hun følte sig som verdens dårligste mor, og fik dårlig samvittighed over, at hun ikke var i stand til at give sønnen alt det, han bad om. Faktisk havde denne følelse af dårlig samvittighed, været en tro følgesvend op igennem sønnens opvækst. Hun havde været under uddannelse, mens han var helt lille, og der havde været lidt småt med penge dengang. Efter uddannelsen havde hun valgt at sætte sin arbejdskarriere på midlertidig standby, og havde prioriteret et job, hvor der var tid til at være sammen med sønnen. Det var ikke den største løn hun fik slæbt med hjem, men til gengæld var han ikke det sidste barn, der blev hentet i børnehaven og senere hen i SFO’en. Efterhånden som sønnen blev større, havde hun fået gang i sin karriere. I dag, hvor han ikke længere boede hjemme, sad hun i en rigtig god stilling og havde en god løn.


Men det var som om, den dårlige samvittighed tyngede hende mere i dag, end den nogensinde havde gjort før. Nogle gange var samvittigheden så hæmmende, at det blev en indre kamp, når hun skulle købe større ting til sig selv. Sjovt nok oplevede hun, at sønnen nærmest manipulerede hende til ikke at bruge penge på sig selv. Hver gang hun nævnte noget om at købe nye møbler, selvforkælelse eller en rejse, blev han sur og anklagede hende for at være selvoptaget og egoistisk. Han opførte sig som om, der blev taget noget fra ham. Det var ret tydeligt, at sønnen følte sig berettiget til at have adgang til sin mors penge. Han opfattede hendes månedlige bidrag, som kompensation for de trange kår, han var vokset op under. Desuden var han af den overbevisning, at han havde lidt økonomisk afsavn, når han sammenlignede sine opvækstvilkår med sine venners. Henriette var tilbøjelig til at give ham ret.


Hun var holdt op med at involvere ham i sine økonomiske forhold, fordi hun følte, at han gang på gang overskred hendes grænser. Hun havde fået et chok, da hun så, hvor mange penge hun egentligt havde tjent igennem det sidste års tid. ”Hvordan kan det være, at hun, der havde en god indkomst, havde så få penge til sig selv?”, var et af de spørgsmål, hun blev ved med at vende tilbage til. Faktisk havde der været måneder, hvor hun selv havde været nødt til at udskyde betalingen af flere af sine egne regninger til den efterfølgende måned. Hun havde i de måneder givet sønnen mange flere penge, end hun egentlig havde råd til. Dette havde resulteret i et økonomisk efterslæb i de efterfølgende måneder, og gjorde det vanskeligere for hende at spare op.


Hun havde på det seneste tænkt over, hvor mange penge hun gav til sin søn. For sjov skyld havde hun lagt de pengebeløb sammen, hun havde givet ham i løbet af de seneste par måneder, og målløst havde hun konstateret, at det månedlige beløb stort set aldrig lå under 10.000 kr. Den indeværende måned lå også ret lunt i svinget.


Hun havde flere gange forsøgt at tale med sønnen om muligheden for at skrue lidt ned for hans forbrug, eller om han i det mindste kunne finde sig et arbejde. Et eller andet sted syntes hun ikke, at det var rimeligt, at sønnen brændte en masse penge af sammen med sine venner, når hun ikke engang havde penge nok til sig selv. Det var trods alt hende, der arbejdede hårdt for at hive lønnen hjem. Men hun var bange for, at hun ikke kom nogen vegne med sønnen. Engang havde hun henkastet nævnt noget om, at han måske skulle finde sig et arbejde, men han havde forsvaret sig med, at det ikke var muligt for ham at tjene penge, for det ville bare gå ud over hans studier.


Henriette følte, at hun var havnet i et økonomisk fængsel og hun havde allermest lyst til bare at flytte langt væk fra sønnen, og starte forfra på ny. Men det var jo heller ikke en holdbar situation – det vidste hun godt. Hun havde tidligere forsøgt at skabe afstand til sønnen ved at flytte længere væk fra ham – men det havde ikke gjort situationen bedre snarere tværtimod. Hun oplevede stor ensomhed, nu hvor hun boede længere væk fra venner og bekendte. Hun følte sig bundet på hænder og fødder rent økonomisk, og kunne ikke overskue, hvordan hun skulle komme ud af denne fastlåste situation.


Kære læser – kan du godt genkende noget af dig selv i Henriettes historie? Plages du også med skyldfølelser over de afsavn, du føler, dine børn har oplevet under deres opvækst? Forsøger at du at dulme din dårlige samvittighed ved at give penge og dyre gaver til dine voksne børn på trods af, at du egentlig ikke har økonomien til det?


Det største ønske vi har som forældre, det er at vores børn har det godt og ikke lider økonomisk afsavn. Men det er også vigtigt at forstå, hvilke motiver og behov, der ligger bag, når vi hjælper vores børn økonomisk. Vi kan støtte vores børn på mange måder. Hvis det drejer sig om en kortvarig periode eller enkeltstående hændelser, kan støtten tillade vores børn at trække vejret for en kort stund, så de derefter atter kan tage det fulde økonomiske ansvar for deres liv. Hvis det derimod drejer sig om vedvarende økonomiske bidrag uden en slutdato, kan støtten afholde vores børn fra at tage et økonomisk ansvar for deres liv. Den form for støtte kan fastholde vores børn i passivitet, og afholde dem fra at anvende deres kreativitet, udfolde deres liv og forfølge deres drømme. 


Er du i tvivl om, hvor du ligger henne på dette spektrum?


Det er muligt at komme ud af din finansielle medafhængighed, og have relationer, hvor du er i stand til at sætte sunde finansielle grænser. Det er muligt at leve fra et sted, hvor du giver dig selv den fornødne finansielle egenomsorg uden at føle dig selvoptaget og egoistisk.


Kontakt mig, hvis du vil høre, hvordan dette kan lade sig gøre.

Har jeg fanget din interesse og har du brug for at høre mere?​

Så tilmeld dig mit nyhedsbrev her.​

Husk at tjekke dit spamfilter, når du skal bekræfte tilmeldingen til maillisten. 

Kontakt mig hvis du vil høre nærmere​!

 
 
 
 
Nogle felter er ikke udfyldt korrekt