I dag har jeg skrevet om den finansielle arketype, den Uskyldige, i min facebookgruppe ”Pengeværd – lær at leve i fred med penge og din økonomi”.
Den Uskyldige er kendetegnet ved, at hun lukker øjnene overfor sin økonomiske adfærd, og håber på det bedste. I kølvandet på denne adfærd føler den Uskyldige frustration, hjælpeløshed og utilstrækkelighed omkring penge, fordi hun aldrig rigtig har lært at håndtere penge på en fyldestgørende måde. Det kan være alt fra hvordan man tjener penge til hvordan man lægger budgetter (og følger dem), hvordan man sparer penge op eller udfylder en selvangivelse. For hende er penge et mystisk og forvirrende begreb. Mange Uskyldige føler sig fastlåste i deres økonomiske situation, og oplever at de ikke har evnerne eller er kraftfulde nok til at kunne ændre på deres livssituation.
Når den Uskyldige undgår at forholde sig til, hvor meget hun forbruger, hvor meget hun tjener og hvad der skal til for at bryde ud af sin fastlåste økonomiske situation – holder hun sig selv fast i et økonomisk mørke. Når hun bliver i mørket, undgår hun at blive konfronteret med sine følelser af finansiel utilstrækkelighed, forvirrethed eller inkompetence. Dermed undgår hun at føle skam og frustration om sin manglende økonomiske formåen.
Jeg kan godt genkende den Uskyldige fra mit liv; der er jo lige de der situationer, hvor jeg lukker øjnene for mit forbrug og tænker ”ja, ja – det går nok”. Jeg mindes især de der pinefulde øjeblikke, hvor jeg næsten ikke kan få mig selv til at kontrollere min banksaldo, fordi jeg ikke kan holde ud at blive konfronteret med, hvor penge jeg har brugt. Det er faktisk den Uskyldiges største skræk – det at blive konfronteret med faktuel data omkring indtjening og forbrug.
Her er det vigtig at understrege, at, uanset vores situation, så kræver det enorm meget mod, nænsomhed og selvkærlighed at kigge vores økonomiske virkelighed i øjnene. Når vi ønsker at ændre vores forhold til penge, bliver vi nødt til at erkende sandheden omkring vores økonomiske situation. Vi er nødt til at sætte spørgsmål ved vores overbevisninger omkring penge og konfrontere de følelser, som vores overbevisninger beskytter os i mod. Når den Uskyldige lukker øjnene for sin økonomiske adfærd, kommer hun ikke i kontakt med de underlæggende følelser af skam, utilstrækkelighed og frustration over sin økonomiske situation.
Er der nogen steder i dit liv, hvor du lukker øjnene for din økonomiske adfærd? Er der nogen steder i dit liv, hvor du efterlader dig selv i økonomiske mørke?
Vil du vide mere om dit eget syn på penge, vil jeg invitere dig over i min facebookgruppe: Pengeværd – lær at leve i fred med dine penge og økonomi https://www.facebook.com/groups/3260629694152908