Føler du dig følelsesmæssigt manipuleret til en bestemt økonomisk adfærd? Kan du eje dit nej?

En fortælling om hvordan man kan sige nej til at give økonomisk støtte til en velgørende organisation - uden at føle sig som et dårligt menneske.

Jeg har lige lagt røret på, efter at jeg blev kontaktet af en velgørende organisation. Kvinden der ringede til mig, startede samtalen med at takke mig for, at jeg havde støttet en eller anden sag via de sociale medier. Hun fortalte mig, at sagen havde fået så meget politisk bevågenhed, at de ville udnytte det politiske momentum. Det kunne jeg bidrage til ved at melde mig ind i organisationen.

Jeg svarede hende som sandt er, at denne sag ikke er en del af mine økonomiske prioriteter i øjeblikket. Jeg har andre mærkesager, jeg har valgt at støtte med et månedligt bidrag. Jeg kunne godt høre på hendes stemme, at hun ikke var helt tilfreds med mit svar, men hun accepterede det uden at udfordre det, jeg havde sagt. Hun afsluttede samtalen med at takke mig endnu engang.

Det er ikke første gang, at jeg er blevet kontaktet af velgørende organisationer med henblik på at støtte deres aktiviteter. Men jeg er på det seneste blevet meget skarp til at sætte grænser for, hvad jeg vil støtte og hvad jeg især ikke vil støtte. Men til forskel fra de tidligere samtaler kunne jeg i dag sætte mine grænser, udtrykke og eje mit nej uden den mindste dårlige samvittighed. Jeg følte, at jeg med stor værdighed og integritet var i stand til at holde fast i mine økonomiske prioriteringer uden at gå på kompromis med den jeg er og mine værdier.

Før i tiden har jeg lavet alle mulige krumspring, fordi jeg faktisk følte mig som verdens dårligste menneske, hvis jeg sagde nej til at støtte velgørende aktiviteter. Jeg har mange gange løjet direkte og sagt at jeg var på vej ind i et møde, og derfor ikke kunne tale lige nu. Men at de var mere end velkomne til at kontakte mig igen på et senere tidspunkt. Efterfølgende har jeg ignoreret deres mange opkald, og tro mig, de er ret vedholdende. Jeg er endda gået så vidt, at jeg engang har meldt mig ind i en organisation for derefter ved den førstkommende pbs-betaling at afmelde betalingen igen. Måske var det ikke kun den ene gang......

Jeg mindes engang, hvor jeg blev kontaktet af en organisation, hvor kvinden, der ringede mig op, var meget malerisk i forhold til sine beskrivelser af de forfærdelige og kummerlige forhold, visse børn levede under. Hendes ord havde så meget tekstur og var så levende, at jeg næsten selv kunne føle og sanse de forfærdelige livsvilkår. Jeg var lidt undvigende i mit svar, og var lidt træt af mig selv, fordi jeg ikke havde haft modet til at stoppe samtalen noget før. Jeg havde virkelig følelsen af, at kvinden talte sig varm med sin bonus for øje, og ikke fordi hun virkelig brændte for sagen. Jeg følte mig følelsesmæssigt manipuleret til at udvise en bestemt økonomisk adfærd, og følte at børnene blev misbrugt i denne sags tjeneste.

Hun udbrød forarget (sådan tolkede jeg det i hvert fald), ”Skal jeg forstå det sådan, at du virkelig ikke vil støtte de stakkels forældreløse børn?”. ”Det ved jeg ikke rigtig, lad mig tænke over det", sagde jeg og tilføjede:"Har du ikke en hjemmeside, hvor jeg kan gå ind og læse lidt mere om det?”. Samtalen sluttede ret hurtigt derefter. Jeg havde virkelig en dårlig smag i munden, og var ret træt af at kvinden fik mig til at føle mig skamfuld og have dårlig samvittighed over, at jeg ikke bare havde sagt ja med det samme. Ovenstående samtale var en medvirkende årsag til, at jeg påtog mig en ret undvigende adfærd, når det drejede sig om opkald fra velgørende organisationer.

Når du læser dette her, så tænker du måske: "Kunne du ikke bare have sagt nej, Eva, i stedet for at lave alle de der krumspring. Det kunne have sparet dig selv og organisationerne for en masse tid og besvær”.

Kerneproblemet i ovenstående fortælling er, at det har været mig magtpåliggende at fremstå som et godt menneske – at være likeable. Vedkommende, der kontaktede mig, måtte helst ikke have et billede af mig, som én der ikke udviser omsorg og medmenneskelighed. Jeg havde svært ved at sige nej, fordi jeg var bange for at såre vedkommendes følelser eller at vedkommende skulle føle sig afvist. Men grundlæggende har det jo drejet sig om, at jeg var bange for at blive afvist, hvis jeg stod fast i mit nej. Et eller andet sted er det en fuldstændig absurd situation, at jeg har svært ved at sige nej til et menneske, som jeg ellers ikke har nogen relation til.

Ville det overraske dig, at denne adfærd også har været gældende i forhold til mange andre relationer i mit liv?

Ovenstående fortælling kaster bare et lille bitte lys på det kæmpe arbejde, det er at opretholde et selvbillede af at være likeable og hele tiden at skulle kontrollere og underbygge denne fortælling om én selv. En måde at kontrollere sådan en fortælling på, er at bruge penge til at manipulere sine omgivelser til at synes, at man er et godt og anstændigt menneske. En ud af mange metoder er at lege den glade giver, når man er i byen eller når man undlader at bede om tilbagebetaling, når man har lånt penge til venner eller bekendte. Eller at være den, der bruger en masse interessetid på arbejdet for at fikse et eller andet presserende problem. Eller være den der psykoterapeut-studerende, der har givet flere gratistimer væk eller har taget underpriser for sin terapi, fordi hun jo alligevel skulle øve sig. Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvordan man kan opgradere sin likeability ved hjælp af penge.

Bruger du også penge relationelt med henblik på at fremstå som et godt menneske? Er du konstant på overarbejde med henblik på at opretholde dit selvbillede af at være likeable?

Kontakt mig, hvis du ønsker hjælp til at eje dit nej og til at sætte dine økonomiske og personlige grænser.​

Har jeg fanget din interesse og har du brug for at høre mere?​

Så tilmeld dig mit nyhedsbrev her.​

Husk at tjekke dit spamfilter, når du skal bekræfte tilmeldingen til maillisten. 

Kontakt mig hvis du vil høre nærmere​!

 
 
 
 
Nogle felter er ikke udfyldt korrekt